UC Berkeley og Stanford nr. 2 og 4 i USA inden for CleanTech
Posted by CleanTech on January 8, 2010
To universiteter i Californien er på listen over de 10 bedste universiteter indenfor CleanTech: Stanford University og UCBerkeley. Innovation Center Denmark har samarbejdsaftaler med begge universiteter, hvilket giver mulighed for gæsteforskerophold for danske forskere. To danske forskere, der arbejder på hhv. Stanford og UC Berkeley inden for netop CleanTech fortæller om deres arbejde og det sker på Stanford University onsdag den 20. januar. Og det er gratis at deltage.
De 10 bedste universiteter indenfor CleanTech
En helt ny undersøgelse fra CleanTech Group viser, at UC Berkeley og Stanford er nr. 2 og 4 i USA når det drejer sig om CleanTech. Universiteterne er blevet udvalgt efter følgende kriterier: om der eksisterer, og i hvilken grad der er succesfuldt samarbejde, mellem universitetet, virksomheder, statslige initiativer, investorer og forsknings penge inde for CleanTech – og om der kommer kommercielt levedygtigt produkter ud af det.
Kom og mød danske ”sol-forskere” på UC Berkeley og Stanford onsdag 20. Januar
Kasper Moth-Poulsen er uddannet på Nanoscience på Københavns Universitet og er i dag post.doc. på UC Berkeley, hvor han udvikler nye materialer til konvertering og lagring af termisk energi fra solen. Jakob Kibsgaard, som er fra Aarhus Universitet, er i dag post.doc. på Stanford University. Jakob har også udgangspunkt i solen, og arbejder med at skræddersy kritiske halvledere og elektrokatalytiske materiale egenskaber ved nanostrukturering for at udvikle nye materialeegenskaber inden for fotoelektrokemisk omdannelse af sollys til brændstof.
Det lyder alt sammen meget indviklet, men begge har lovet at fortælle os mere om det på en måde, så alle kan være med. Det sker på Stanford University onsdag den 20. Januar 2010. Danish American Chamber of Commerce (DACC) er værter, og I kan tilmelde jer ved at skrive til os.
Gæsteforskere på verdens bedste universiteter gennem ICDK
Danske forskere kan blive gæsteforskere på disse to verdensklasseuniversiteter. På den seneste Shanghai ranking blev Stanford og UC Berkeley kåret som verdens hhv. 2. og 3. bedste universitet – kun overgået af Harvard University. I 2010 er 8 danske forskere blevet godkendt til et gæsteforskerophold på UC Berkeley. Forskerne har søgt om et ophold gennem CITRIS (Center for Information Technology Research in the Interest of Society) gennem opslag fra os på Innovation Center Denmark. Stanford modtager også 8 danske gæsteforskere i 2010. Dette sker gennem vores aftale med H-STAR (the Human-Sciences and Technologies Advanced Research Institute) på Stanford. Forskere, der gerne vil til Stanford eller UC Berkeley kan søge igen til sommer, hvor vi forventer at have næste opslag klar. Hør mere ved at skrive til os.
UC Berkeley – verdensklasse samarbejde mellem universitetet og erhvervsliv
Årsagen til at UC Berkeley er med i top 10 over bedste CleanTech Universiteter kan findes i deres evner til at øge det faglige niveau ved at lade studerende og erhverslivet samarbejde på bl.a. Lawrence Berkeley National Laboratories. Samtidig fokuserer UC Berkeley på, at de studerende kommer i kontakt med iværksættere, venture kapitalister og andre spillere på CleanTech markedet.
Stanford – Fokus på Iværksætteri og energiforbrug
Stanford har igangsat et 250 millioner USD initiativ for at reducere universitetets energiforbrug og CO2 udslip. 30 millioner USD bruges hvert år på forskning i vedvarende energiløsninger, der skal bringes i anvendelse på campus,der i øvrigt er verdens andet største (!).
Stanford Technology Ventures Program (STVP), et program for iværksætteri under Stanford School of Engineering har som formål at fremskynde en højteknologisk iværksætteruddannelse med fokus på videnskabelig forskning i teknologi-baserede virksomheder. Dette giver både fordele for studerende, forskere og virksomheder.
Dansk-Califonisk samarbejde med ICDK som fødselshjælper
Innovation Center Denmark er i partnerskab med både UC Berkeley og Stanford. Vi samarbejder om events (bl.a. (CITRIS events) og European Entrepreneurs at Stanford), workshops, fælles forskningsprogrammer og udveksling med de bedste danske studerende, Ph.d.-studerende og forskere. Eksperter fra begge universiteter er også en del af ICDKs netværk, som vi benytter os af til fx danske virksomheder, der søger amerikansk sparring.





Add A Comment